Kan man overleve et brud - og grine imens? I 00’ernes amerikanske rom-kom-bølge var svaret et rungende ja, og få film beviser det bedre end The Break-Up fra 2006. Her møder vi Jennifer Aniston og Vince Vaughn, der - med skarp replik og ramt stolthed - kaster sig ud i den ultimative eks-kamp: Hvem flytter først ud af den fælles lejlighed? Resultatet er både hjertevarmt, hæsblæsende og helt igennem hysterisk.
På rollelisten finder vi alt fra komedieveteraner som Jon Favreau og Jason Bateman til legendariske Ann-Margret, mens instruktør Peyton Reed (senere kendt for Ant-Man) styrer løjerne bag kameraet. Addér et soundtrack leveret af kultbandet Old 97’s og et veldoseret drys cameos - ja, selv ESPN-ikonet Linda Cohn lægger stemme til - og du har opskriften på 102 minutters romantisk guerillakrig, der nægter at følge feel-good-manualen til punkt og prikke.
I denne artikel dykker vi ned i alle dem, der fik os til at heppe, krumme tæer og klukke i biografsædet. Fra Brooke og Garys første skænderi til de mindste pokerpiger og bådturister - vi kortlægger hele persongalleriet, kigger bag kameraet og sætter filmen i perspektiv som én af de titler, der udfordrede genrens lykkelige slutninger. Velkommen til Kulturnets kærlige kig på The Break-Up - læn dig tilbage, og lad os starte dér, hvor de fleste kærlighedshistorier slutter.
The Break-Up: Hvad handler den om?
Tænk på The Break-Up som den romantiske komedie, der nægter at spole efterteksterne frem. Filmen starter dér, hvor de fleste rom-coms normalt slutter: lige efter den lyserøde forelskelse, når hverdagen og de små irritationer for alvor begynder at nage. Brooke Meyers (Jennifer Aniston) har fået nok af kæresten Gary Grobowski (Vince Vaughn) og hans kroniske modvilje mod “de små tjenester”, som i virkeligheden betyder alt. Hun slår op - men ingen af dem vil opgive den attraktive ejerlejlighed i Chicago, de deler.
Konsekvensen er, at de to ekskærester tvinges til at leve som fjendtlige samboer. Hvert rum bliver en slagmark, hver fællesven en potentiel allieret, og enhver huslig pligt et strategisk angreb. Venner, familie og tilfældige bekendte puster til ilden med velmente mæglingsforslag, skadefro krigsråd eller direkte sabotage, mens Brooke og Gary skiftes til forsoning, forførelse og fuldt ud kaos. Resultatet er en kæde af både pinlige og hylende morsomme optrin, hvor spillet om, hvem der først giver op - eller indrømmer deres fejl - driver fortællingen frem.
Tonen balancerer let mellem romantik og rå komik: Der er varme øjeblikke, hvor man kan mærke den kærlighed, der engang var, men også bidske stikpiller, der får tilskueren til at krumme tæer af genkendelighed. Filmen er med andre ord en charmerende - og til tider smertefuldt ærlig - undersøgelse af moderne parforhold, pakket ind i 00’ernes karakteristiske feel-good-humor.
Skuespillerne i The Break-Up – fra hovedroller til cameos
Jennifer Aniston og Vince Vaughn bærer filmen som henholdsvis Brooke Meyers og Gary Grobowski - to stædige Chicago-kærester, der efter bruddet nægter at opgive deres fælles ejerlejlighed. Aniston giver Brooke den velkendte kombination af skarp komisk timing og sårbar charme, mens Vaughn lader Garys barnlige entusiasme kollidere med hans manglende situationsfornemmelse. Sammen forvandler de den klassiske rom-com-kemi til et efter-forholdet-kaos, hvor latteren opstår lige så meget ud af genkendelse som af egentlig slapstick.
Rundt om hovedparret myldrer det med bipersoner, der hver især skruer op for konflikterne - og for filmens punchlines. Brookes veninde Addie spilles med nasal snusfornuft af Joey Lauren Adams, mens den erfarne Ann-Margret folder sig ud som Brookes mor Wendy Meyers, en dame hvis cocktailglas altid matcher hendes meninger. På Garys side står Vincent D’Onofrio som storebroren Dennis Grobowski - en temperamentsfuld familiefar, der helst styrer alt som et byggeprojekt - og Cole Hauser som fætter Lupus, der er mere interesseret i baseballscores end parforholdets scorekort.
Filmens corporate kulør kommer fra Jason Bateman som den glatte ejendomsmægler Riggleman, der forsøger at forvandle et forholdskrak til et boligkups eventyr, mens Judy Davis leverer tør, deadpan elegance som Brookes gallerichef Marilyn Dean, der ser ethvert følelsesudbrud som en potentiel installationskunst. I den mere jordnære ende finder vi Jon Favreau som Garys barndomsven Johnny O - en bartender, der deler råd, øl og dårlige idéer i nogenlunde samme tempo, og John Michael Higgins som Brookes a cappella-besatte bror Richard, hvis spontane sangudbrud kan få selv den mest alvorlige samtale til at vakle.
Comedy-talenterne fortsætter: Justin Long dukker op som den alt for meddelsomme coworker Christopher, der analyserer bruddet som var det et projektmøde, Ivan Sergei giver charmørstøtte som Brookes kunstkøber Carson Wigham, mens Wedding Crashers-bekendte Keir O’Donnell og Geoff Stults agerer pinlige dates, der får Gary til at se jalousiens grønne farve klart og tydeligt.
Meyers- og Grobowski-klanen får ekstra farve af cameos fra Vaughns egne forældre: Vernon Vaughn som Howard Meyers og Sharon Vaughn som sejlturs-turist, mens Elaine Robinson og Jane Alderman sørger for, at Grobowski-familien føles både stor, broget og højlydt. Selv filmens bagmænd får lov at lege foran kameraet: producent og Vaughn-ven Peter Billingsley ses som den loyale Andrew.
Blandt de helt små roller finder man alt fra pokerpiger og country-klubbere til turister på Chicago River. Chicagobandet Old 97’s - Rhett Miller, Murry Hammond, Ken Bethea og Philip Peeples - leverer både musikalsk energi og selvironisk sceneoptræden, mens ESPN-legenden Linda Cohn låner sin stemme til sportsopdateringer, der danner bagtæppe for Garys sofa-ekskilering. Kig også efter hurtigt glimt af senere stjerner som Arden Cho og Mercedes Mason, der begge medvirker uden at blive krediteret - beviset på, at rom-com-sæt kan være et uventet springbræt.
Resultatet er en rollebesætning, der - ligesom parforholdet i centrum - konstant vipper mellem drilleri og drama. Hver skuespiller får lov til at tilføre sin egen toneart, så konflikten mellem Brooke og Gary lyder som et helt orkester af stemmer: fra slægts koret og kollegers konsulenter til fremmede, der giver gode (og dårlige) råd. Det er netop den polyfone blanding af Hollywood-navne, komikerveteraner og kulørte cameos, der gør The Break-Up til mere end en klassisk kæreste-krig - det er en kollektiv komedie om, hvor svært det kan være at give slip, når alle omkring én holder fast i underholdningen.
Bag kameraet og andre fakta
Bag kulisserne stod Peyton Reed - manden der tidligere gav os sprudlende komedier som “Bring It On” - for instruktionen. Han balancerer elegant den småsyrlige humor med den mere ærlige, sårede hjerteklang, som gør at The Break-Up føles mindre sukkersød og mere genkendelig end mange af dens samtidige romantiske komedier. Foran kameraet er Vince Vaughn ganske vist manden i centrum, men bag kameraet trækker han også i trådene som én af filmens to producere sammen med den garvede Scott Stuber. Deres selskab Wild West Picture Show Productions slog pjalterne sammen med Mosaic Media Group og giganten Universal Pictures, hvilket sikrede romcom-projektet både stjernestøv og blockbuster-budget.
Fakta-boks:
Udgivelsesdato: 1. juni 2006
Spilletid: 102 minutter
Oprindelsesland: USA
Originalt sprog: Engelsk
Original titel: “The Break-Up”
Midt-nullerne var en guldalder for romantiske komedier, hvor titler som “Hitch”, “The 40-Year-Old Virgin” og “Knocked Up” lagde publikum for fødderne i biografmørket. The Break-Up skiller sig ud i feltet ved at starte dér, hvor de fleste genrekolleger normalt ruller rulleteksterne: efter forelskelsesfasen. Med sin mere rå tone og sit slagkraftige Chicago-miljø satte filmen, sammen med samtidige titler, kursen mod en mere virkelighedsnær romcom-trend, hvor det kluntede og uperfekte kærlighedsliv blev lige så vigtigt som den store romantiske gestus. Filmen er derfor ikke blot et stjernespækket kammerspil, men også et pejlemærke for den selvironiske, post-“Sex and the City” romcom, der prægede store dele af 00’erne.
Kulturnet