Dette indlæg er skrevet af Robert J.
Buhl Politikeren og præsten Jesper Langballe udtalte engang, at han syntes, dette her med, at vi i dag mere end nogensinde levede i en global tid, var noget vrøvl. At jorden er »global« betyder nu engang, rent etymologisk, at den har form som en globus.
Altså at den er rund som en bold. Og det mente Jesper Langballe i denne etymologiske henseende med rette, at den ikke i større grad var i dag, end den havde været rigtig, rigtig længe. Selv om Jesper Langballes halvvittige og helprovokerende udfald mod den megen snak om globalisering kan synes banal, rummer det ikke desto mindre en væsentlig pointe, som det vitterlig i dag mere end nogensinde kan være på sin plads at ihukomme
Den almindelige forståelse af globalisering
Globalisering er rigtignok kommet tæt ved øverst på den politiske og kulturelle debats dagsorden, og effekterne og konsekvenserne af dette fænomen diskuteres ivrigt. Der tales om, hvordan globaliseringen skaber verdensomspændende vækst (en økonomisk vinding, der dog menes desværre ikke i tilstrækkelig og retfærdig grad at komme middelklassen til gode), hvordan de kommunikative kanaler formerer sig ‘proliferativt’ og informationsstrømmene bare vokser og vokser, og der tales om, hvordan forskellige problematikker ikke stopper op ved landegrænser men er internationale udfordringer – for eksempel migration og klimaforringelser. Men der tales altså ikke bare om disse problemer som nogle af hinanden relativt uafhængige størrelser – der tales gerne om dem som henhørende under en og samme overordnede udfordring, der således kommer til at fremtræde som et forholdsvist nyt vilkår, vi tøvende må forsøge at lære at leve med: globaliseringen.
At globalisering er et nyt vilkår er rigtigt, for så vidt man derved forstår intensiveret eller flerfacetteret globalisering, det vil sige en globalisering, der påvirker stadig nye aspekter af tilværelsen på stadig mere uomgængelig vis. Det er derimod mindre rigtigt, hvis man derigennem forstår globalisering – dette at være under kommerciel og ‘informationel’ påvirkning fra hele den resterende verden – som noget helt igennem ‘ikke-præcederet’, noget radikalt nyt. Og det er ikke ganske underordnet, hvorledes man anskuer sagen, for alt afhængig af, om globalisering forstås som et gammelkendt vilkår i fornyet skikkelse, eller som et aldrig før kendt vilkår, risikeres det, at de handlingsperspektiver, som anlægges i forhold dertil, bliver enten bagud- eller fremadskuende
En alternativ forståelse af globalisering
Så hvad skal vi egentlig forstå ved »globalisering«, og hvad vil det sige at tænke »globalt«? At selve ordet globalisering er af nyere dato, er givet. Men i en videre forstand henviser betydningsindholdet af ordet ikke til en moderne foreteelse. At tænke globalt vil nemlig sige at forstå sig selv og sin verden i lyset af hele den verden, man kender. Og globalisering som fænomen er i forlængelse heraf dette, at denne verden både inddrages af og inddrager det enkeltindivid, som altid uundgåeligt forstår sig selv som centrum for sin verden. Naturligvis giver det i bogstavelig forstand først mening at tale om globalisering, når det refererer til et udblik, som når hele vejen rundt om kloden så at sige.
Men den bogstavelige betydning er – som det ofte er – ikke den væsentligste.
Tænker man sig for eksempel et samfund, som lever isoleret på en ø og kender hele denne ø men ikke andet, da kan man sige, at de tænker ”globalt”, for så vidt de forholder sig til hele den verden, de kender.
Med andre ord er det afgørende ikke det faktisk geografiske men derimod indstillingen til det. Af samme grund er det fint muligt at have en ikke-global (lokal) indstilling, uanset hvor vel vidende man er om, at jorden er nok så vidtstrakt – og rund. Det kan på mange måder siges at være det samme, der gør sig gældende ved spørgsmålet om udkantsdanmark. Normalt forstår man »provinsialisme« som noget, der er knyttet til provinsen som geografisk eller topografisk betegnelse.
Men igen er denne betydning ikke den vigtigste, eftersom det at tænke ‘provinsialistisk’ først og fremmest vil sige, at man ikke har blik for, at verden er større end det velkendte, man har lige omkring sig. Når man derfor taler om ”udkantsdanmark” – et begreb, som mig bekendt ikke bruges af ret mange uden for de større byer, altså ude i den såkaldte udkant – vidner det på paradoksal vis om, at den mest udprægede provinsialisme i dagens Danmark muligvis er at finde i hovedstaden, hvor man måske hurtigt glemmer, at landet strækker sig et stykke videre uden for ring 4.
For mellem ca. 200.000 og 100.000 år siden udvikledes, spredtes og udvandrede arten homo sapiens fra det afrikanske kontinent. Verden udvidedes dengang for vores arts tidligste forfædre.
I mellemøsten mødte de andre fra samme homo-slægt, homo neanderthalensis. Vores forfædre mødte med deres kultur en fremmed kultur og måtte forholde sig til denne, handle med denne, slås med denne og ikke mindst stifte familie med denne.
I dag har derfor folk af europæisk afstamning alle 1-4 procent neandertaler-DNA i sine gener. Senere udvidede de verden videre og kom via Beringstrædet til det amerikanske kontinent. Disse forfædre har ikke vidst af verden som en global verden, det vil sige som en klode. Men de har uden tvivl forholdt sig til hele deres kendte verden med alt, hvad det indebar af interregionale udfordringer og konflikter, og har således på sin vis måttet agere ”globalt”
De politiske konsekvenser af den almindelig og den alternative forståelse
Som sagt er sagen derfor ikke den, at der ikke rigtignok i dag er tale om en globalisering, som i omfang, intensitet og hastighed er af en anden kaliber end nogensinde tidligere. Men hvis vi udelukkende fokuserer på disse så at sige kvantitative aspekter ved globaliseringen og ikke også husker på det kvalitative aspekt – det vil sige denne grundlæggende forståelse af globalisering som et spørgsmål om altid at forstå sig selv som en del af hele den verden, man kender – så kommer vi til at betragte os selv som stedt i en radikalt ny situation, i hvilken løsningsforslagene på de givne udfordringer orienteres, ikke fremad mod den verden, vi ønsker og håber på at forme, men bagud mod en forestilling om en »før-global« verden, hvor vi ikke behøvede at forholde os til nabostammen, til de ”andre” – en verden som meget muligt aldrig har eksisteret